Index

En revolution eller en farce, måske en ubetydelighed i verdenshistorien eller en detalje i den Dansk / Tyske historie! Jeg vil her prøve at beskrive en lille del af 1. verdenskrig, nemlig ”opstanden fra neden” i Tyskland, november 1918, der bl.a. medførte den ca. 3 – 4 dages revolutionen og selvstændighed for øen Als, fra 6. november om aftenen til 9. november om morgenen 1918, det være sig det der skete på Als i de dage, hvor øen var selvstændig under præsident Bruno Topff[1], og de tyske indenrigspolitiske problemer der gjorde det muligt at gennemføre en revolution på Als. Det skal siges at det også fandt sted i andre større byer rundt om i Tyskland, men som en selvstændig stat var det kun Als. Dette emne har jeg i flere år arbejdet med, det var svært at skaffe litteratur, men flere har været mig behjælpelig bl.a. ”Bruno Topff selskabet” i Sønderborg og Sønderborg slots museum. Jeg vil starte med at beskrive begivenhederne i slutningen af 1. verdenskrig i Tyskland omkring oktober / novem-ber 1918, hvor der indrigspolitisk var store problemer, også i befolkningen var en stor afmagt og krigstræthed.

1. verdenskrig sluttede den 11-11-1918 klokken 1100, men der var allerede sket en del parla-

mentariske uroligheder i den kejserlige regering. Den 24. oktober 1918 planlagde admiral Hipper bag regeringens ryg, et sidste desperat togt. Matroserne fik færden af hvad der var i gære, og saboterede på forskellig måde foretagendet, til sidst udbrød der åbent mytteri på flere skibe. Admiralernes planer kunne ganske vist ikke gennemføres, men samtidig blev over 1 000 matroser bragt i land og interneret. Dele af flåden, der havde været samlet ud for Wilhelmshaven[2], blev beordret til Kiel gennem Kieler-kanalen[3]. I Kiel var der en betydelig garnison af marineinfanterister, og flådens værfter og arsenaler beskæftigede mange arbejdere. De første dage efter flådens ankomst fra Wilhemshaven den 1. november, sendte matroserne en delegation til kommandanten for at få løsladt deres kammerater, dette blev afslået. Næste dag gik med lange drøftelser i byens fagforeningsbygning, med repræsentanter for marineinfanteriet og byens arbejdere om, hvad der skulle gøres, tredje dag ville man gen-

optage drøftelserne, men myndighederne havde afspærret bygningen, så i stedet blev der holdt et friluftsmøde og i tilknytning hertil en stor demonstration. En patrulje under

kommando af en løjtnant befalede demonstranterne at de skulle spredes, da ordren ikke blev adlydt, åbnede patruljen ild, 9 demonstranter blev dræb og 29 såret, en af matroserne skød den kommanderende løjtnant. Disse skud var begyndelsen til det tyske sammenbrud. Næste dag blev der dannet soldater- og arbejderråd i forskellige byer, i løbet af få dage omfattede denne bevægelse alle større byer, undtaget var hovedstaden Berlin. Den politiske opstand var præget af den sovjetiske oktoberrevolution[4], den 9. november 1918 udråbtes den tyske republik med socialdemokraten Ebert som rigskansler. Der var forskellige fraktioner af socialdemokratiet, SPD = socialdemokratiet, USPD = uafhængige socialdemokrater (udbryder af SPD pga. deres samarbejde med de borgerlige partier), en fraktion af USPD var Spartakus

forbundet, der senere blev det kommunistiske parti. Allerede den 4. november var den social-

demokratisk rigsdagsmand Gustav Noske blevet sendt til Kiel for at få et overblik, da matro-serne savnede en ledelse, var det let for Gustav Noske at blive valgt til guvernør for provinsen Slesvig – Holsten. Den 7. november udsendte arbejder- og soldaterrådet i Kiel et opråb til hele provinsens befolkning, om at oprette råd i alle byer og overtage den politiske magt, denne parole blev fulgt i hele landsdelen. Gustav Noske fulgte rådsdannelserne nøje, for at kunne holde bevægelserne under kontrol. Det lykkedes for ham, revolutionen forløb uhyre fredeligt de forskellige steder. Revolutionen i Nordslesvig fulgtes af soldater ved forskellige garnisoner, i de større byer som Haderslev, Åbenrå, Tønder, Hamburg Itzehoe, Flensborg og Als som jeg beskriver senere, overalt i Tyskland blev der oprettet rådsbyer og på landet blev der oprettet bonderåd. Den 8. november omfattede bevægelsen alle vigtige tyske byer, med undtagelse af Berlin, i det konservative München kom der også venstresocialister til magten i byen, lederen var en jøde ved navn Kurt Eisner som regerede München i et par måneder. I det nordlige Tyskland fulgte revolutionen det samme mønster, der oprettedes soldaterråd i Åbenrå den 8. november under ledelse af en overmatros, i Tønder den 5. - 6. november også en overmatros med navn Leppert, han kunne berette med stolthed, at han havde indtaget byen og gennem-ført nyordningen på under 3½ time, men det var på høje tid, ”at løfte Tønder op ad elendig-hedens sump….” Hejsningen af den røde fane blev revolutionens mest iøjnefaldende ting over for civilbefolkningen. På kasernerne stillede soldaterne efter parolen fra Kiel forskellige krav til officererne, bl.a. en vidtgående demokratisering skulle gennemføres i hæren, officererne skulle anerkende soldaterrådenes myndighed og ikke mindst måtte officererne ikke bære skydevåben. I Haderslev som fik soldaterråd den 7. november, nægtede officererne at gå ind

på disse krav, men de fik lov til uantastet at rejse fra byen som civilpersoner. Det så ud som om, at soldaterrådene kort efter der oprettelse i de forskellige byer, søgte om anerkendelse hos Kielerrådet og om yderlige instrukser derfra. Det virkede som om bevægelsen havde sit centrum i Kiel, altså det var meget socialdemokratisk. De militære autoriteter kapitulerede eller flygtede, de civile anerkendte rådene som lokale forvaltningsorganer. Store folkelige demonstrationer hørte til dagens orden, arbejdere, soldater og borgere forenedes under broderlige omfavnelser. De politiske fanger blev befriet, politistationer, rådhuse og lignende blev besat af den lokale milits, alt var de fleste steder yderst ordnede forhold, de lokale generalkommandoer, der hidtil havde administreret den militære undtagelsestilstand blev opløst. Voldshandlinger og blodsudgydelser var få og ikke typisk for begivenhedernes forløb, og det ses på alle rådsbyer i hele Tyskland. Novemberrevolutionen er ofte blevet fremstillet som stærkt påvirket af den russiske revolte eller simpelt hen som aflægger af den russiske re-volution, som fandt sted året før. Inspireret af de tyske kommunister (spatakusforbundet) med de ledere Karl Liebknecht[5] og Rosa Luxemburg[6] som begge havde deres sympati hos de russiske revolutionære kræfter. Den kommunistiske historieskrivning er meget misvissende, når der tilskrives spartakisterne og kommunisterne en ledende rolle i begivenhederne 1918 – 1919, de fleste steder var det SPD = socialdemokraterne eller almindelige arbejdere. Revolu-

tionen syntes at stå for døren også i Berlin, men Kejser Wilhelm den 2. gav sig ikke endnu.

Den 9. november, udsendte rigskansler Ebert[7] en meddelelse om at kejseren havde abdiceret, skønt kejser Wilhelm endnu ikke havde underskrevet sin afskedsbegæring, man kan sige, at han regulært blev afsat. Han flygtede til Holland og først den 28/11-1918 skrev han under på sin afsked, på det tidspunkt var det aldeles betydningsløs. Folkemasserne var i oprør og på vej ind i Berlin, Ebert opfordrede befolkningen, der nu i hundredtusindvis fyldte gader og pladser i Berlins centrum, til at gå hjem. Det var uden virkning, så på samme dag blev Tyskland udråbt som republik af Eberts SPD-kollega Scheidemann, hvilke bragte dem i mod-strid med hinanden. Karl Liebknech udråbte fra det kejserlige slot sent på eftermiddagen den socialistiske republik. Det lykkedes at få lavet en samlingsregering med Ebert som rigskansler støttes af SPD, USPD og De Folkebebefuldmægtige som hovedsagelig var SPD er. Samtidig med regeringsdannelsen, førte Rigskansler Ebert samtaler over telefon på en hemmelig linje mellem rigskanscelliet og det militære hovedkvarter i Belgien, med general Lüdendorff efter-

følger general Groenser, de blev enige om at støtte hinanden, hæren stillede sig til Ebert’s rådighed og han lovede på sin side, at bekæmpe bolsjevismen. Regeringen holdt ikke længe og nye uroligheder kom til udtryk i januar 1919, hvor det for alvor gik løs. Opstanden i Berlin var skånselsløs, den blev slået ned med militærmagt som efterhånden gik over til diverse frikorps, som oftest var ledet af ekstremet højreorienterede officerer. Mens frikorpsene marcherede mod Berlins centrum, sås en civilist, nemlig Gustav Noske, han havde påtaget sig kontrarevolutionen, som han sagde ”Nogen skal jo være blodhunde”. I de næste måneder rasede borgerkrigen i Tyskland eller rettere ”Regeringen Ebert” udryddelseskrig mod venstreorienterede rådsbyer. Det er almindelig at gøre Gustav Noske ansvarlig for myrde-rierne, det var han naturligvis også, men det var først og fremmest Eberts politik der gjorde det muligt. Denne skæbnesvangre koalition mellem socialdemokratisk regering der forfulgte venstrefløjen ved hjælp af frikorps, der ikke alene var behersket af samme ånd som SA og Waffen-SS, som også i mange tilfælde var disse organisationers direkte forløbere. De mange rådsbyer i Tyskland, var næsten afviklet ved den nye Weimarforfatning den 31/7 1919.

Bruno Topff er gået over i historien som præsident for republikken Als, han havde magten i byen Sønderborg og selve øen Als i ca. 60 – 70 timer. Det drejer sig om dagene onsdag den 6. november om aftenen, da soldaterrådet dannes med ham som formand (præsident), torsdag og fredag den 7. – 8. november. Man ved ikke hvad der skete den 8. november om aftenen, men i hver fald nedlægger Bruno Topff sit formandskab den 9. november om formiddagen under henvisning til sin helbredstilstand. Bruno Topff gennemførte sin lille del af den tyske revolution i 1918 på egen hånd med fornuft og beslutsomhed. Et forsøg på at nedkæmpe ham blev ikke til noget, fordi den pågældende militære enheds mandskab hellere ville hjem end at ofre sig for kejseren og riget. Man ved ikke noget om Bruno Topff fortid, men utrolige myte-dannelser er blevet skabt i forbindelse med hans korte regeringsperiode, hvad der findes af vidneudsagn viser desuden, at hukommelsen er en højst usikker historisk kilde. Nogle vidner til begivenheden mener at have set ting, de faktisk ikke kan have set, uden at beskylde dem for at være bevidst usandfærdig, men fantasien og erindringsforskydning spiller os ofte et puds. Man kan få den ide, at lave en revolution var uden risiko eller fare i slutningen af verdenskrigen, det må siges at være en stor misforståelse, en mislykket revolution eller opstand har som bekendt ofte kostet den oprørske leder livet. Grunden til troen på, at Als

var en republik, var nok at der indført udførselsforbud og indsat brovagt. Det siges, at Bruno Topff rejste sig fra sygesengen på hospitalet den 6. november om eftermiddagen, gik ned i kasernens gård og satte oprøret i gang, da det lykkedes, må man gå ud fra at også marinens menige mandskab havde hørt rygterne fra Kiel og var rede til at slutte til oprøret. Bruno Topff skal havde været klædt i hospitalstøj, da oprøret begyndte. Et vidne påstår at Topff i sin tale skal have sagt: ”Vi kommer netop fra Kiel, hvor vi har skudt 600 officerer”. Med lov til at tvivle på, at Topff iført hospitalstøj har prøvet at bilde sine tilhørere ind, at han just var hjemkommet fra Kiel efter et sådan blodbad på 600 officerer. Vidnet, som mener at have hørt Topff proklamerede republikken med sig selv som præsident, var den senere landsretssag-fører A. Thyssen, som på tidspunktet var blevet indkaldt til marinen i slutningen af krigen. A. Thyssen beskriver sine oplevelser således[8]: Umiddelbart efter ankomsten til kasernen fik vi sammen med de tilbageværende officerer ordrer til at tage opstilling på kasernepladsen. På et bord, som et øjeblik efter var en matros i en flagrende stribet hospitalsfrakke og hue, sprang op på bordet, hvorefter han holdt en tordentale, som han indledte med følgende bombastiske ord: ”Nun haben wir die macht vergriffen, und das Hampelmann (sprællemand) spielen ist vorbei. Wir kommen soeeben von Kiel, wo wir 600 officerer erschossen haben”. Det sidste viste sig dog heldigvis at være pral, dels havde Topff ikke været i Kiel, idet han som bekendt havde forladt marinehospitalet i Sønderborg, hvor han var indlagt med alvorlig tuberkulose. Vi ved også, at en kendsgerning var at matrosopstanden i Kiel forløb uden disse påståede ofre. Under talen advarede Topff i meget kraftige vendinger mod enhver art af modstand eller hindring mod at gennemføre omvæltninger, idet han truende gjorde os bekendt med, at krydseren (König) kanoner var rettet mod kasernens bygninger, hvilket for øvrigt var rigtigt og at der ville blive skudt ved det mindste tegn på modstand. Talen sluttede med, at han udråbte øen Als som selvstændig republik og meddelte, at forbindelsen over pontonbroen til fastlandet var afbrudt og at han havde overtaget styret som præsident over republikken Als. Derefter måtte de tilbageværende officerer defilere forbi bordet, hvor de måtte lægge deres sabler for fødderne af ”Præsident Topff”, nogle der gjorde et stærkt indtryk på os unge matroser og sikkert må havde været den værste stund i en tysk officers liv. Dette vidneudsagn er først kommet til offentligheden kendskab i 1966, altså godt 48 år efter at det skete!

Den 7. november gør en Hauptmann Specht[9] et forsøg, at starte en modrevolution[10], en fag-

foreningsbygning der ikke blev benyttet pga. krigen, hvor næsten alle medlemmer lå ved

fronten. Bygning blev beslaglagt som indkvartering sted for ”rekonvalecentkompaniet” der var lettere sårede soldater fra Sydtyskland, de gjorde vagttjeneste ved de nærmeste kyster og anløbssteder. Disse soldater blev kaldt, af den lokale befolkning, for ”badenserne” fordi de hørte hjemme i storhertugdømmet Baden. ”Badensernes” Hauptmann hed Specht, han sam-

menkaldte mandskabet til møde, han holdt en tale og opfordrede til at være tro mod Kaiser und Reich. Bruno Topff erfarede om det kontrarevolutionære møde, han fik hurtigt at i Specht, fjernede dennes skulderstropper og arresterede ham. Specht led ingen overlast, men en del af ”badenserne” blev i Sønderborg efter krigen og bosatte sig som gode håndværkere.

Samme dag kunne Sönderburger Zeitung bringe en kort meddelelse om revolutionen i spalten med lokalnyheder, efter at havde nævnt soldaterråds dannelsen den 6. november hedder det: ”Som borgmester Dr. Petersen meddelte i går aftes, afholdtes hastemøde for bykollegierne, har soldaterrådet overtaget den offentlige myndighed i byen og garanteret ordenens opret-holdese”. Roen blev på ingen måde forstyrret, marinevagtposterne med hvide armbind havde bl.a. besat banegården, brovagten og posthuset. Der blev patruljeret i gaderne og man så også nogle automobiler, som førte et rødt flag, kørte rundt i byen med marinasoldater. Soldater-rådet ville også sørge for forplejningsanliggender, der blev straks udstedt et forbud udskænk-ning af spiritus, afholdelse af danseforlystelser og koncerter. Landråd Schönberg[11] må være blevet orienteret om soldaterrådets oprettelse samme dag, hans private automobil blev flittigt benyttet af soldaterrådet. Senere måtte soldaterådet betale ham erstatning for brugen[12]. Et andet sted kan man læse, at Bruno Topff satte Landråd Schönberg fra ”tronen” og beslag-lagde hans bil som menes at være den eneste på hele øen, den blev benyttet til at køre rundt i byen med opplantede bajonetter[13]. Ernst Christensen beretter[14], at han den 8.november i Sønderborg havde den fornøjelse at se præsident Topff køre rundt i amtets eneste bil, nemlig landråd Schönberg’s bil, alt gummi var jo beslaglagt, kun landråd Schönberg kørte på gummi. Et lille rødt flag var nu fastgjort på køleren og et par matroser med opplantede bajonet var med som sikkerhedsvagt. Der blev gjort hold ved Sønderborg Bank og ved Folke-

banken og Topff med en kammerat fra infanteriet aflagde et kort besøg, for som man sagde, at fastslå kassebeholdningen. Topff havde stadig det samme tøj på og så lidt udkørt ud.

Ernst Christensen var også med i krigen, men var hjemme på orlov på Als, han skulle møde i Flensborg den 11. november, men pga. omstændighederne på Als mente han at det var bedst at tale med øens præsident ang. indkaldelsen. Ernst Christensen nedskriver sine øjenvidne-

beretning i 1928, 10 år efter det skete. Her er hans personlige beretning om hvad der skete ved en audiens hos præsidenten den 7. november.

Jeg kom til kasernen og kom godt igennem vagten, der var ikke anden forskel her fra før, end de havde et rødt bånd om armen og en cigaret i munden, det sidste var især iøjnefaldende. Foran soldaterrådets kontor stod der også to marinesoldater med opplantet bajonet, men på min høflige anmodning fik jeg straks lov til at tale med præsidenten. Døren blev lukket op og jeg stod nu foran Topff, præsidenten for republikken Als, han var jo skræddersvend i det civile liv. Det var en almindelig mandskabsstue med et bord tværs over stuen, bag hvilket Topff og hans råd eller ministerium ”eller hvad man kalder det” opholde sig. Der var en halv snes personer før mig, som ønskede at tale med præsidenten, men hvad, jeg havde jo god tid,

Det var yderst interessant, at være vidne til de forskellige folk havde at frembringe for præ-sidenten. Topff var en middelhøj, men mager mand med indfaldne kinder og skarpe træk. Han var lungesyg, af og til hostede han sygt, men som sagt var kommen lige fra lazarettet og havde sat sig i spidsen for marinesoldaterne i Sønderborg. Han var klædt i naturlæder, brune støvler, marinebukser og en bluse, over dette antræk havde han en civil overfrakke. Han van-

drede op og ned af gulvet og var uafbrudt i virksomhed, ting som man kan mene ikke er en præsident nødvendigt. Der kom to Sønderborg købmænd, den ene var ”ærøbotysker”, de havde lige ordnet roe leverancerne her på øen, nu havde de altså opkøbt en del høns og kaniner og da Topff havde spærret for alt udførsel fra øen, kom de og bukkede dybt for Topff og bad allerunderdanigst om lov til at udføre de stakkels høns og kaniner, som var ved at død af sult. ”Nej” sagde Topff, udføre kan de ikke, men de kan komme her i morgen klokken 8 med hønsene, ”så får mine folk hønsefrikase, det har de ikke fået i lang tid, altså kommer de i morgen tidlig med hønsene, døde eller levende, mig er det ligefedt”. Da en af de andre bemær-kede, at de folk dog måtte tjene lidt på deres varer, sagde Topff nådigt, nå ja, ”lad os sige 10 % - afgang – næste. Det var en dansksindet Sønderborg borger og urmager, som forsik-rede præsidenten de dansksindede borgeres loyalitet. Ja det var Topff absolut ikke i tvivl om – dyb buk – og så farvel. Den næste var en marineofficer på et af de krigsskibe der lå tæt ved Sønderborg, han ønskede at få oplyst hvilke flag der skulle sejles med, når de i morgen drog til Kiel, de kunne jo hejse det tyske orlogsflag! Topff svarede præcis ”Den kejserlige tyske

krigsflåde eksisterer ikke mere, fra nu af sejler vi kun under det røde flag”. Så kom der en flyver ind, hvis maskine vi lige havde hørt komme og som var gået ned på vandet uden for marinestationen. Han kom med nogle store plakater fra Gustav Noske i Kiel, Topff løb den igennem, slog en tyk streg over Noske’s navn og skrev sit eget navn, smed den hen til en marinesoldat med befaling om hurtigt at få dem trykt i Sönderburg Zeitungs hurtigpresse og i løbet af en time må være ophængt på iøjnefaldende steder i byen – færdig[15]. Midt under det hele kom en fra soldaterrådet med en kop bouillon som præsidenten med synlig velbehag slubrede i sig, idet han bemærkede, at han i to dage hverken havde sovet eller spist, han havde jo travlt. Omsider fik jeg (Ernst Christensen) foretræde med mit ærinde og fik det trøstende svar, at jeg bare kunne gå hjem til min mor, som Topff sagde dem har vi ingen brug for mere”. Ernst Christensen siger videre, at han gerne tog hjem, undervejs så han at plakaterne var blevet ophængt, så man kan sige, at der var en vis orden i sagerne. For alsingerne var han såmænd en god præsident, for udførslen fra øen var sikkert kun forbudt, fordi han undte folk noget at spise i en stor mangeltid, han huskes at spisekamret var rigeligt fyldt, indtil der igen kom rationering.

En plakat som blev trykt på Sönderburg Zeitung[16]. Soldaterrådets beslutninger blev her

Det er sikret, at lønningerne kan udbetales i henhold til gældende regler.

I vores sags interesse må forordningerne fra de enkelte formationers valgte soldaterrråd efterkommes.

Arbejdstjenesten på gasanstalten, elektricitetsværket og ved pålægning af levnedsmidler i togene må ubetinget udføres, indtil andre bestemmelser træffes.

Enstemmigt har det store soldaterråd besluttet, at den militære sikringstjeneste i

Det store soldaterråd kræver, at enhver ikke tilladt våbenbæring undlades. Ammunition skal opbevares af de delegerede.

Civilpersoner har straks at afleveres alle våben på det nærmeste tjenestested.

Alle soldaterrådets anordninger skal være underskrevet af soldaterrådets formand.

Soldaterrådet pålægger alle kammerater indtrængende i egen interesse at følge sådanne undertegnede anordninger, men dette ubetinget og straks.

Denne tekst er ikke forfattet af Topff, sandsynligvis er der tale om den plakat som Ernst Christensen har fortalt om, den der kom med hydroplan fra Kiel og bar Gustav Noske’s underskrift. Af teksten ikke er forfattet af Topff ses blandt andet af sætningen om militære sikring af Østersøen, den var ikke underlagt Sønderborg. Heller ikke udtrykket ”det store soldaterråd” passer til de lokale forhold. Fodnoten om borgernes liv og ejendom, er antagelig Bruno Topff’s bidrag til teksten[17].

Som nævnt på side 7 kørte Topff rundt i landråd Schönberg’s bil, en Opel, den 8. november, for at kontrollerer kassebeholdningerne i byens banker og sparekasser. Det har nok frydet en del borgeres hjerter, især de dansksindede, eftersom Schönberg ikke stod alt for højt i deres agtelse, pga. hans politik ikke var helt efter befolkningens ønsker. Da Topff kom tilbage, til-

kaldte han direktørerne for banker og sparekasser for på soldaterrådets anvisninger, at betale en bestemt sum af beholdningen til ”rigets” styrelse, jo, der var orden i sagerne. Den samme orden ønskede revolutionsledelsen at finde hos pressen, der helst skulle skrive forsig-tigt og diplomatisk om revolutionen. Sönderburger Zeitung var noget uforsigtigt at lave et aftryk af en fyrst Bülow artikel om kejserspørgsmålet. Derfor henvendte Topff sig på redak-

tionen den 7. november, for at få en nøjere forklaring på artiklen, redaktøren kunne ikke tilfredsstille Topff’s harmdirrende vrede, han havde hamret sin pistol ned i bordet og afgjort sagen på sin sædvanlige korte maner. ”Räsonnieren Sie noch! Verboten!” (Tænker de stadig på artiklen – det er forbudt). Det blev ikke ved det, fredag formiddag den 8. november, prote-

sterede redaktøren over denne form for pressecensur til landråd Schönberg, så den samme dag om aftenen kom Topff igen, hvis ikke Sönderburg Zeitung ville lystre, ville han under trusler af forholdsregler såsom standsning af avisen, beslaglæggelse af trykkeriet til egne formål, så avisen skulle stille sig ubetinget under hans magt. Det blev dog kun til, at der kom

en forcensur. Hvad der videre skete står hen i det uvisse, men lørdag den 9. november om formiddagen meddeltes, at han ikke så sig i stand til at forestå styret længere, hans sygdom tillod ham ikke at fuldende. Herefter overtog 3 mænd styrelsen og reelt afslutningen af revolutionen, bl.a. blev brovagten til fastlandet ophævet[18]. Et sted står der følgende[19]: Om formiddagen den 9. november er det så, at Bruno Topff på et soldaterrådsmøde giver med-

delse om, at han trækker sig tilbage af helbredsgrunde og overlader sin virksomhed til en kommission.

Omkring ovenstående, har jeg stillet mig selv 3 spørgsmål ang. revolutionen ophør, det skal ses som en uddybning af hvorfor og hvorledes den Alsiske revolutions endelig.

1. spørgsmål ang. Bruno Topff’s er, om han ikke sled sig selv op pga. hans tuberkulose ag altid arbejdede i ”revolutionens tjeneste”.

Kaj Rolfsen Nissen skriver[20], at Topff straks efter at have givet sin lederpost fra sig, blev alvorlig syg og måtte indlægges på sanatoriet i Silkeborg. Der kom han sig så vidt, at han kunne vende tilbage til Sønderborg (ikke hans fødeby, der var Potzdam), hvor han nedsatte sig som skræddermester i en lille forretning. Han døde den 9. november 1920 på krigsinvali-deskolens hospital i Sønderborg, præcis 2 år efter sin afgang som ”præsident”. Han var blevet 34 år gammel.

Dorrit Andersen[21] mener ikke at Topff’s blev indlagt på sanatoriet i Silkeborg omkring 1918, der findes ingen bekræftelse på dette, men formentlig har det først været efter genforeningen det kunne ske. Bruno Topff døde 4 dage efter sin indlæggelse på krigsinvalidehospitalet, der står følgende at læse ”Yderst medtaget, lidende af Tub. Peritonæi (bughindetuberkolose). Fald hurtig af og døde den 9. november 1920”. De efterladte annoncerede dødsfaldet i Sönderburg Zeitung den 11. november 1920. Hans lig blev ført bort med Flensborgdamperen og siden begravet i Berlin. Hans enke Anni Topff flyttede fra Sønderborg til Berlin samme dag, de efterlod ingen børn.

Ernst Christensen[22] har som tidligere nævnt sagt, at Topff var lungesyg og lige kommet fra

lazarettet og sat sig i spidsen for oprøret. Han observerede at Topff hostede meget sygt.

Torsdag den 11. november, fandtes denne annonce i Sönderburg Zeitung[23], tirsdag formid-

dag 7²⁵ død efter lange svære lidelser min kære gode mand, vor kære søn og broder Bruno Topff i en alder af 34 år. Kisten føres fredag middag klokken 1 ½ fra invalidehospitalet (marinestationen) til Flenborgbåden. De efterladte.

Bruno Topff blev gravsat på Apostelmeninghedens kirkegård i Berlin den 18. november 1918.

Som udenforstående at se, er det klart at Bruno Topff var meget syg af tuberkulose, inden han startede på at revolutionere Als. Samtidig med at der var en stor arbejdsbyrde, så det heller ikke ud til at han fik meget søvn, hvilket taler for, at han ikke klarede revolutionen.

Det 2. spørgsmål er om Bruno Topff politisk kom i modstrid med det socialdemokratiske styre i Kiel. Det stod klart at Gustav Noske var i spidsen for en socialdemokratisk samling, og han tålte ingen slinger i valsen. Bruno Topff sympati stod helt klar hos spartakisterne, man får opfattelsen af, at han ønskede en russisk revolution.

Den 14. januar 1919 bliver Bruno Topff frikendt ved en krigsret i byen Slesvig. Marinerettens erklæring om, at sagen mod Oberschneidergast Bruno Topff er indstillet, fordi undersøgelsen har vist, at mistanken om strafbar handling ikke kan opretholdes. Erklæringen²³ er dateret 14/1 – 1919 og underskrevet af marinekrigsretsråd Becker samt på rettens vegne af en mand ved navn Siewers.

I Sönderburg Zeitung²³ skriver Topff den 2/4-1919 som svar på et angreb på ham ang. revo-

lutionen på Als, (uddrag af artiklen) Jeg var partiløs, og satte mig i spidsen for soldaterrådet, jeg handlede i sin tid som idealist og kun som sådan overtog jeg ledelsen af 4 000 – 5 000 mænd. Da vort fædreland den 9. november 1918 var under frygtelig kaos og var truet af anarki, da var jeg en af dem som havde mod til at lægge tømmer på løssluppenheden og til dels en tøjlesløs masse. Her i Sønderborg gjorde jeg det helt alene og det kun for at hindre blodsudgydelse, rov og plyndringer.

At Topff ikke var upolitisk, ses af at han den 16. august 1919 er indskrevet som taler for spar-

Takusforbundet²³. Det er under en demonstration af for høje priser og for små rationer bl.a. mod de små smørrationer. Demonstrationen var arrangeret af socialdemokratiske fagforenin-ger, sønderjyske arbejderforeninger og spartakusforbundet. Det hørtes at Bruno Topff var en ganske udmærket taler.

Ernst Christensen[24] bemærkede også, at vagterne ved Topff havde røde armbind og en kap-

tajn på et af skibene skulle sejle med rødt flag til Kiel. Rødt flag var kommunistisk.

Man får modstridende opfattelser af Bruno Topff’s politiske tilhørsforhold, men et er sikkert, han var på et tidspunkt medlem af spartakusforbunde = kommunisterne.

Det 3. spørgsmål er af økonomisk art, hvad med lønningerne til soldaterne, det vides at han kontrollerede kassebeholdningerne i byens banker og sparekasser.

Dorrit Andersen[25] har følgende at oplyse ang. lønninger, et telegram fra 7/1-1918 klokken 10³⁰

hvori soldaterrådet på Als anmoder Kielerrådet om 100 000 mark til lønninger, formentlig til soldaterne. Svaret er desværre ikke besvaret. (Arkivet fra marinestationen der Ostsee).

Robert Huhle[26] gør et regnestykke, Den ansvarshavende er Bruno Topff han skal sørge for ca. 3 000 mænd, og dividere vi 100 000 mark med dette tal, bliver det ca. 33 mark! Rekrutterne aflønnes med 5 mark, hver 10 dag, og de skal også have mad? Befalingsmændene skal have højere løn end rekrutterne. Udover løn og mad har der været andre udgifter, så alt i alt har 100 000 mark ikke været ret meget, selv i tiden før inflationen. Senere på dagen syntes de øko-

nomiske problemer at mindskes, pga. den omtalte plakat fra Gustav Noske (se side 9 – 10) hvor der garanteres for soldaternes løn.

Der kan umiddelbart ikke herske tvivl om, at de økonomiske sager har voldt Bruno Topff store vanskeligheder, det ses bl.a. af hans besøg ved banker og sparekasser.

Dette emne om Als, hvor det menes at øen havde været selvstændig går stadig videre, trods det bliver sværere at finde ud af det pga. tiden. Jeg har personligt søgt, at finde de historiske bøger og diverse dokumenter der findes om emnet/sagen, for at se hvad der egentligt skete i de 3 – 4 dage.

En meget stor historisk ting skete i Rusland i 1917, hvor kommunisterne kommer til magten, og da krigen synger på sidste vers, sker der en del revolutioner rundt i Tyskland. Kiel revol-ten var udtryk af afmagt overfor de krigeriske officerer, at det gik over til en mere kommu-nistisk ledelse ser man i starten af revolutionen. Man ser bl.a. at socialdemokraterne slår en kile ind i det hele ved at sende Gustav Noske til Kiel, hvor han hurtigt får styr på de dårlige ledede revolutionære aktivister. På trods af det, kommer der forskellige steder til et ”meget rødt styre” f.eks. Bayern og så sandelig også på Als

En kort ting kan siges om revolutionen på Als er: Sydom, økonomiske uklarheder og politisk

kaos. Jeg mener at de 3 ting gjorde revolutionen aldrig blev fuldendt, et af de største proble-mer var, at Bruno Topff selv ville gøre det hele, man kan sige det kneb med at uddelegere arbejdet og når lederen er alvorlig syg, falder korthuset hurtigt sammen.

Der var klart forskellige meninger om hvordan man skulle gribe sagen an, f.eks. at den leden-de Gustav Noske var socialdemokratisk og havde den politiske magt kontra Bruno Topff ikke havde nogen landspolitisk opbakning.

De økonomiske problemer taler for sig selv, vil du have tilslutning hos soldaterne må du også betale deres løn og give dem mad, ellers……………..

Til slut vil jeg sige, at det er svært at udtale sig om Als var eller ikke var selvstændigt.

I 1984 blev der lavet en film over emnet Bruno Topff og republikken Als[27]. Den blev lavet af 10 elever fra Danmarks Journalisthøjskole, det var en eksamensopgave. Filmen blev hoved-sagelig indspillet i Sønderborg med støtte fra lokale fagforeninger, grænseforeningen og Sønderborg kommune der gik ind med 8 000 kr. i et uundgåeligt underskud.

Jeg har selv fået fat i filmen, som vare 40 minutter, den følger det kendte forløb i Als revolten.

Den 6/11-1993 blev der på 75 års dagen for Alsiske fløjlsrevolution, nedsat en gravsten på

”De 12 Apostle” kirkegård i Berlin, på Bruno Topff’s gravsted. Det var betalt af Sønderborg kommune[28].

Video film: ”Als og Bruno Topff” fra 1984, lavet journaliststuderende fra Århus.

Præsident Bruno Gustav EugenTopff, fra 6. november – 9. november 1918 på øen Als.

[1] Se bilag 1a

[2] Wilhelmshaven er en havneby N.V. for Bremen ud mod Nordsøen (se bilag 1b)

[3] Kieler-kanalen blev bygget fra 1886 – 1895, dybde = 11,3 m. bredde = 102 m. (se bilag 1b)

[4] I 1917 trak Rusland sig ud af 1. verdenskrig, pga. indre konflikter der bl.a. førte Lenin til magten

[5] Karl Liebknecht født i Leipzig 1871, myrdet i 1919 pga. sine politiske sympatier med kommunismen

[6] Rosa Luxemburg født i Polen 1870, myrdet i 1919 pga. sine politiske sympatier med kommunismen

[7] Ebert blev født i Heidelberg 1871. Rigskansler 1918. Rigspræsident ved si død i 1925

[8] Sønderjyske årbøger 2. halvbind 1966

[9] Han var chef for rekonvalecentkompaniet, der gjorde tjeneste i Sønderborg Amt. Han forlod Sønderborg i 1918

[10] Bruno Gustav Eugen Topff og revolutionen i Sønderborg af Robert Huhle

[11] Landråd = Amtsborgmester, var den øverste politimyndighed, flygtede kort efter krigen til Pommern pga. han politik

under krigen og dets uregelmæssigheder.

[12] Sønderjyske årbøger 1985

[13] Tekstilarbejdernes fagblad ”stof op saks”

[14] Danebod Højskoles årsskrift 1928

[15] Der kommer en beskrivelse af plakatens indhold senere

[16] Bruno Gustav Eugen Topff og revolutionen i Sønderborg af Robert Huhle

[17] Bruno Gustav Eugen Topff og revolutionen i Sønderborg af Robert Huhle

[18] Sønderjyske Årbøger 1. halvbind 1965

[19] Sønderjyske Årbøger 1985

[20] Sønderjyske Årbøger 1. halvbind 1965

[21] Sønderjyske Årbøger 1985

[22] Danebod Højskoles Årskrift 1928

[23] Bruno Gustav Eugen Topff og revolutionen i Sønderborg af Robert Huhle

[24] Danebod Højskoles Årsskrift 1928

[25] Sønderjyske Årbøger 1985

[26] Bruno Gustav Eugen Topff og revolutionen i Sønderborg af Robert Huhle

[27] Flensborg Avis 19/3-1984

[28] Jyllands-Posten 31/10-1993 og Berlinske Tidende 7/11-1993

Tilbage til forside